Esben Lunde til universiteterne: Stop nu med at tude. I kan da bare slå sprogfagene sammen!
Forskningsministeren har slet ingen forståelse for at universiteterne lukker små sprogfag. Mange af sprogene lyder jo alligevel stort set ens.
Af: Arke Primal
Københavns Universitet har meddelt at de fra næste semester lukker små fag som klassisk græsk, hebræisk, tyrkisk og eskimologi. Begrundelsen er voldsomme økonomiske nedskæringer — men den begrundelse giver forskningsministeren ikke meget for. Universiteterne kan jo bare slå flere sprogfag sammen.
Jeg gad altså godt at se den, der kan høre forskel på arabisk og grønlandsk. så hvorfor ikke bare slå de to fag sammen? Man kunne da også sagtens lægge alle sprog med mange langtrukne u-lyde eller hårde konsonanter sammen til ét. Det er der altså heller ikke ret mange der ville opdage. Måske skulle man i virkeligheden bare have ét fag, der hed “udenlandsk”.
Forskningsministeren ser faktisk nedskæringerne som en fantastisk mulighed for nytænkning af de gammeldags universiteters produktudbud:
Jeg tror da personligt at nye kombinationsfag som f.eks. afro-eskimoiske studier kunne blive et stort hit. Eventuelt kombineret med nogle timer i dialektisk madlavning, eller hvad det nu er man går og nusser med, på de humanistiske fakulteter.
Vi fangede Lars Løkke Rasmussen på Christiansborg i formiddags og spurgte hvad han synes om forskningsministerens forslag.
Han er som udgangspunkt meget positiv og påpeger at forslaget faktisk slet ikke er så vidtgående, som det måske kunne lyde. Regeringens planer rækker nemlig langt videre.
Disse nedskæringer er faktisk kun et skridt på vejen til at bringe Danmark allerforrest inden for viden og innovation— på en måde der vel at mærke samtidigt kan sikre en lettelse af topskatten.
Allerede fra næste valgperiode skal Det Humanistiske Fakultet på KU for eksempel nedlægges helt— bortset fra fagene dansk og engelsk, der skal lægges ind under DTU. Til gengæld skal nyttige fag som f.eks. statskundskab have tilført flere midler. Det er jo faktisk cand.scient.pol’erne der er Danmarks fremtid.
Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll mener slet ikke at regeringen er konsekvent og visionær nok:
Hvad folk komplet overser er jo at vi overhovedet ikke behøver at have nogen forskning i Danmark. For ganske få tusinde kroner kan vi nemlig abonnere på en masse videnskabelige tidsskrifter og dermed få adgang til den forskning alle de andre lande laver. Så er det da komplet idiotisk at bruge penge på forskning selv, ikke?
Og når vi så får sat skatten ned til 10%, så kan folk jo selv købe den forskning de er interesserede i. Forskning er jo i virkeligheden slet ikke en opgave for staten. Der skal en ansvarlig regering træde til side og lade markedet klare ærterne.
Og hvis man savner et sprogfag, kan man jo bare bruge Google Translate. Den er jo helt gratis og udbudt på markedsvilkår.