Forbløffet Løkke: “Troede folk for alvor, vi ville passe på klimaet og de svage, efter valget?”
“Folk burde da vide at vi ville droppe miljøet og de arbejdsløse efter valget. Så kan man ikke komme og tale om løftebrud nu”
Af: Arke Primal
Inden valget afviste Lars Løkke Rasmussen at han ville skære ned på dagpengesatsen eller kontanthjælpen. Han lovede også at Venstre ville beskytte miljøet og handle ansvarligt i forhold til klimaet.
Men efter valget er løfterne helt glemt — og det burde ærligt talt ikke komme som en overraskelse for nogen, mener statsministeren. Vælgerne, der bare havde fulgt en lille smule med, burde da have vidst bedre end at tro på alt det han lovede i valgkampen, mener han:
“Hvis nogen for alvor troede på at en borgerlig regering ville holde hånden under samfundets dovneste, eller lade nogle sarte klokkefrøer på Lolland forhindre ærlige bønder i at tjene til livets ophold, så er de altså for naive. Come on — er der overhovedet nogen der var i live da vi var i regering sidst? Så længe er det altså ikke siden.
Selvfølgelig sagde vi bare de der halvrøde-ting, for at få lidt flere stemmer fra midten. Det er faktisk ret overraskende at høre at der var nogen der tog det bogstaveligt den gang. Det er jo ikke ligefrem fordi det skortede på mennesker der fortalte at jeg løj? Man kunne jo bare have hørt efter.
Det er faktisk lidt ligesom når jeg ringer hjem og siger til lillemor at jeg lige skal have en enkelt fadøl efter arbejdet— så ved hun da også godt at jeg i virkeligheden kommer sejlende hjem i en 24-hestes vodkabrandert, 12 timer senere.”
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, er naturligvis skuffet over ikke at sidde i regering, men hun har fuld forståelse for Lars Løkkes situation.
“Mellem os, så lukkede vi jo også en masse lort ud inden valget. Prøv f.eks. at se den klamme og fremmedfjendske propaganda vi fik spredt, for at fortælle at vi var et godt alternativ til Dansk Folkeparti. Ingen af os er jo så afstumpede i virkeligheden. Det virkede så, ironisk nok, også modsat, så DF fik vores stemmer i stedet. Men så blev jeg jo til gengæld formand, så noget godt kom der jo ud af det.”
Mette Frederiksen mener at danskerne nu bør stå sammen og vise solidaritet med politikere, som bliver nødt til at lyve for at forhindre de dumme vælgere i at stemme på de forkerte. Eller som hun siger:
“Hvis vi alle sammen fortalte helt ærligt hvad vi tænkte i valgkampen, ville vi jo være nødt til at blive bedømt på vores politiske intentioner. Og det ville jeg ærligt talt ikke udsætte selv min værste politiske fjende for.”
Læs flere nyheder fra et parallelt univers på: medium.com/@Sublidens.