Ny app lader rygere dele deres hash med andre mod betaling — og det er muligvis helt lovligt

Uber forvandlede ulovlig pirattaxikørsel til uskyldig “delekørsel”. Nu undersøges det om deletjald så også er lovligt

Sublidens
2 min readNov 18, 2015

Af: Arke Primal

Er du kommet til at købe for meget hash, kan du nu dele det med andre hashrygere via app’en “Smokr”. Fænomenet hedder deletjald og er blevet kaldt for en demokratisering af narkohandlen, da både bedstemødre og skolebørn nu kan være pushere.

Siden firmaet Uber lancerede deres app, som sætter udbydere af pirattaxikørsel i forbindelse med potentielle passagerer, har politiet været i gang med at undersøge om piratkørsel stadig er ulovligt, nu hvor det foregår igennem en app. I mellemtiden breder piratkørslen sig og tager kunder fra de kedelige og håbløst gammeldags taxier, som skal følge en streng lovgivning og både have uddannede chauffører, tilladelse og dyr forsikring.

Dette har inspireret et iværksætterfirma i Høje Taastrup til at lancere app’en “Smokr”, hvor mennesker der er kommet til at købe for meget hash, kan vælge at dele det med andre mennesker, imod betaling. Og indtil videre har politiet ikke grebet ind over for delepusherne.

Politidirektør, Johan Reimann, medgiver at det kan se ud som om der stadig er tale om simpel hashhandel, men advarer imod at drage forhastede konklusioner, da der er en app involveret:

Vi må jo erkende at jura opfører sig anderledes, når man blander en app ind i billedet. Det ser vi jo med Uber, hvor piratkørsel forvandler sig til noget helt andet, når bare man kalder det delekørsel og gør det via en særlig app. Derfor er det jo heller ikke sikkert at det stadig er ulovligt at sælge hash, når man gør det via sin iPhone på en særlig app.

Ja, faktisk kan det muligvis være nok at sætte “dele” foran noget, for at det pludselig holder op med at være ulovligt. Hvis nogen udgav en terror-app til iPhonen så folk kunne finde bombemål eller med-terrorister via den, ville det jo blive til deleterrorisme og så er det heller ikke sikkert at det var ulovligt længere!”

Apps overflødiggør også uddannelse

Tidligere på året blev app’en Cuttr, som muliggør delekirurgi, sendt på markedet. Med Cuttr kan helt almindelige mennesker springe mange års besværlig og kedelig undervisning over og selv tilbyde kirurgi fra deres egen hobykælder eller deres køkkenbord. En anden lære fra Uber er nemlig at man automatisk bliver fagligt kvalificeret og kan springe både uddannelse og forsikring over, hvis bare man tilbyder sin ydelse igennem en app.

Læs også: Sublidens tester Cuttr

--

--

Sublidens
Sublidens

Written by Sublidens

Med mere end 6 millioner daglige besøgende er vi Danmarks mest troværdige og populære leverandør af sande nyheder, fra et parallelt univers.

No responses yet